Må det være tilladt at komme med et lille indspark til Medlemsbladet LAP. Det forekommer, når man læser det seneste nummer, at der er optræk til lidt intern ufred og splid LAP-medlemmer imellem.
De syge og de raske
Ved gennemlæsning af de seneste numre af dette udmærkede blad, har man ikke kunnet undgå at bemærke adskillige indlæg fra Tom Jul Pedersen. T.J.P. forstår ikke at ”de syge” ikke deltager i arrangementer for ”raske” Det er nogle meget negative og tåbelige generaliseringer han præsenterer, og i det hele taget denne skarpe opdeling af ” de syge” og ”de raske” kan jeg simpelthen ikke følge. Der er immervæk omkring 500.000 danskere, der på et eller andet tidspunkt i deres liv får brug for behandling af psykiske problemer. Derudover findes der garanteret en stor restgruppe, som ligger lige på grænsen til at have noget behandlingskrævende, men klarer sig uden systemets hjælp. Vi er altså en stor samfundsgruppe af mennesker, der ind i mellem har ondt i livet, så hvorfor denne skarpe opdeling mellem ”syge” og ”raske”?
En af Os - kampagnen
T.J.P. har ligeledes nogle kritiske kommentarer til En af Os - kampagnen og mener ikke, at der overhovedet finder diskrimination og forskelsbehandling af psykisk sårbare sted. Det vil jeg nu stille mig meget tvivlende overfor. Dog har jeg selv i adskillige år ikke oplevet ringeagt og stigmatisering, på trods af at jeg har været meget åben om min baggrund, men i mediernes dækning af det sociale område synes jeg, at tonen er blevet hårdere. Det er i visse kredse ikke særlig velset at være på overførselsindkomst og ikke bidrage til bruttonationalproduktet. T.J.P. mener ikke, at En af Os - kampagnen overhovedet interesserer nogen ”raske”, det ved jeg, ikke er rigtigt, og jeg synes, at det er foragt for alle de mennesker, såvel psykisk sårbare som almindelige og kendte danskere, der stiller sig rådighed for En af Os - kampagnen, og som arbejder ihærdigt for at fordomme og stigmatisering skal bekæmpes.
At være en del af samfundet
Jeg kan ikke helt følge T.J.P. og hans oplevelse, af at psykiatribrugere ikke deltager i det almindelige ”raske” samfundsliv. Der er nok en del, som ikke gør i særlig stor udstrækning, og som holder sig til psykiatriarrangementer, men der er altså også nuværende og tidligere psykiatribrugere, som deltager på lige fod i foreninger, blander sig i samfundsdebatten og tager til almindelige foredrag og koncerter. Jeg tror også, at en del må føle sig ramt af T.J.P.’s nedgørende konstatering af uddannelsesniveau og evne til at stå op om morgenen og passe et job, det være sig skåne-, fleks- eller job på almindelig vilkår.
Min recovery
Vi er alle samfundsborgere i dette land, med eller uden diagnose, og jeg tror, at alle bidrager med det, de kan og har at byde på, hvad enten det er som direktør, lønmodtager, fleks-/skånejobber, frivillig medarbejder eller noget helt andet. Og har man ikke selv en psykisk sårbarhed, er der garanteret nogle i omgangskredsen og netværket, der har. Jeg har selv været under psykiatrien i mange år og modtaget behandling for skizofreni, men føler mig egentlig ikke længere som aktiv bruger af hverken behandlingspsykiatrien eller socialpsykiatrien. Jeg får stadig en behersket mængde psykofarmaka, som min praktiserende læge skriver ud, og blev for tre år siden afsluttet på det aktivitetshus, jeg frekventerede. Lige for tiden er jeg i et spændende projekt, ”Tid Til Forandring” her i Odense, som med et recoveryfokus arbejder med afklaring i et ligeværdigt miljø befolket af frivillige ildsjæle og psykisk sårbare, som savner det sidste skub ud af psykiatrien.
LAP og dødsfald i psykiatrien
Erik fra Roskilde har i sidste nr. af medlemsbladet et kort kritisk indlæg om Dødsfald i Psykiatrien-demoen på Rådhuspladsen. Han efterlyser selvransagelse, men jeg synes, at det er en urimelig hård dom, Erik fælder over udkommet af denne demo. Det kan godt være antalsmæssigt, at demoen ikke synede af så meget, men at sige at vi skal være mindst 5000 deltagere, for at det nytter, og medierne vil dække det, er jeg ikke enig i. Rådhuspladsen er en af de mest centrale og trafikerede pladser i hele Danmark, og rigtig mange forbipasserende har fået et indblik og noget information om et meget alvorligt og desværre i den brede befolkning overset problem. Helene beskrev i sommernummeret af dette blad udførligt og levende om dagen og de mange medvirkende, der bidrog med taler og musik. Det var også rart at høre om ildsjælene i kampagnegruppen, som lægger et stort arbejde i at arrangere, og som samarbejder fint om det, som Erik trods alt også giver roser for. Sammen med den vellykkede høring på Christiansborg den 8. maj. synes jeg, at LAP er gået forrest og i høj grad har været med til at sætte fokus på den livsfarlige overmedicinering, en debat der siden har raset i medierne henover sommeren og efteråret. Især dagbladet Politiken har bragt en stribe lødige og tankevækkende artikler og debatindlæg om overmedicinering i kølvandet på medicinskandalerne på flere københavnske psykiatri-hospitaler.
Jeg vil virkelig håbe, at LAP fortsat vil være en vigtig og seriøs interesseorganisation for alle nuværende og tidligere psykisk sårbare mange år frem, og at intern splid og negative holdninger ikke vil sluge for mange kræfter for de psykisk sårbares egen organisation.
