Den 13. feb. 2011 indlagde jeg mig selv frivilligt på Psyk i Vejle pga. angst. Dagen efter ville jeg gerne hjem og så komme igen om aftenen for at overnatte, men det kunne ikke lade sig gøre, jeg var pludselig blevet tvangstilbageholdt.

Hermed startede de værste 2 måneder i dansk psykiatri, jeg endnu har oplevet. Jeg har ellers tidligere været indlagt på den skærmede i Esbjerg 3 gange, men her på helt andre vilkår. På psykiatrisk afdeling i Vejle lever tvang i psykiatrien i bedste velgående. Jeg var skærmet til stuen tre kvarter i timen. Der var intet, jeg kunne foretage mig overhovedet, så jeg skrev og skrev.

De første 3 uger stod der 3 til 4 plejere uden for døren til stuen, når de kontaktede mig, det resulterede i at jeg blev vred. Skal man opbygge tillid til personalet, når man er syg, har man bare ikke brug for så mange mennesker, som oven i købet snakkede i munden på hinanden, de var squ bange for mig.

Jeg havde faktisk ingen udgang i næsten 2 måneder. De sagde, det var fordi, de ikke kendte mig, og fordi jeg ikke ville give dem tilladelse til, at de skulle se mine tidligere journaler fra Esbjerg. Jeg ville ikke have, at de skulle farves af mine tidligere indlæggelser. Jeg blev frataget min mobil telefon, dog havde den 3 gange 5 min. om dagen. Jeg blev frataget min PC, fordi jeg ikke måtte være på nettet. Jeg måtte kun have besøg 2 gange en ½ time om dagen, uanset om mine besøgende kom fra Sønderjylland eller Sjælland.

Jeg blev tvunget til at tage medicin 2 gange om dagen under overværelse af en læge og en plejer og skulle så være i selskab med plejer i en ½ time efter, fordi de troede, jeg spyttede medicinen ud og fordi medicinen var meget længe om at virke. Jeg blev kommanderet i seng aften og nat, når jeg var angst og havde brug for at snakke.

Jeg fik 18 tvangs-sprøjter ved overgreb af 6 - 7 personaler i løbet af de 2 måneder. Jeg sagde altid til dem, at de skulle vide, at det var meget imod min vilje at tage medicinen, jeg har aldrig været voldelig eller lignende. Jeg skulle pludselig tvinges til at have en dosis på 500 mg Seroquel, hvor jeg tidligere aldrig har fået mere end 300 mg. Ved de første store doser fik jeg frygtelig hjertebanken, blev dårlig af det og fik meget angst.

Mine børn, søster og svoger, forsøgte at få mig overflyttet til Esbjerg psykiatrisk afdeling, hvor jeg tidligere havde været indlagt, men overlægen sagde direkte, at det både kunne og ville han forhindre, for det mente han ikke, der ville komme noget positivt ud af. Er det hvad man kalder for frit sygehusvalg? Det kan godt være at man i en psykose siger nogle skøre ting, men disse ting hænger sammen med de traumer, man har haft i livet. En psykolog ville helt sikkert være bedre egnet til at takle vores problemer og ville klart spørge ind til: ”Hvorfor har du disse tanker?” ”Har du oplevet noget lignende i dit liv?”

Personalet burde være bedre uddannet på de psykiatriske afdelinger. De fleste forstår ikke engang at lytte eller at føre en empatisk samtale med patienterne, ikke engang overlægen gjorde. En reservelæge sagde flere gange rent ud til mig, at de skulle passe på sig selv, ok sagde jeg så, men hvem pokker skal så passe på mig? Ved efterfølgende samtaler med hende, kunne hun slet ikke forstå, hvordan jeg var kommet mig så hurtigt. Hun kunne heller ikke forstå, at jeg kunne huske så meget af det, jeg havde sagt.

Jeg spurgte flere af plejerne, om de havde hørt om Recovery. ”Ja, der havde da været et enkelt kursus, som de kunne melde sig til, men jeg skulle jo huske på, at de havde en familie derhjemme, der også skulle passes.” Det lød som om, der manglede både overskud og lyst til nytænkning. Hvad pokker vil de gøre hvis de selv får brug for psykiatrisk hjælp?

Hele sidste år havde jeg været medicinfri i 1½ år, men pga. et forlist forhold røg jeg ned igen. Jeg blev tvunget til medicin igen under indlæggelsen i Vejle, men jeg har været medicinfri siden nytår nu, og tror efterhånden, at jeg har fået bearbejdet de fleste af mine traumer, men skulle jeg få et tilbagefald, er jeg klar til kamp igen, kender mange søde mennesker der tror på mig nu og heldigvis også mine tre dejlige børn.

Jeg har tit tænkt, hvorfor pokker får man ikke psykologsamtaler i stedet for at skulle dopes af tung og farlig medicin, som tit og ofte er dyrere, end en psykolog ville være. Så havde man da en chance for at komme sig på lang sigt, i stedet for at skulle stemples som psykisk syg resten af livet. Så var man ikke tvunget til farlig medicin, som fratager mange livsglæden, og som regel gør, at de fleste bliver meget overvægtige, opgivende og livstrætte pga. de mange bivirkninger.

I stedet for at hjælpe sårbare mennesker bliver vi gjort handicappede, da medicinen sætter sig i alle led i kroppen og gør os sløve. Mange mennesker mister livs-gnisten, deres selvværd falmer, fordi psykiatrien fratager  folk både tro og håb for et bedre liv. Jeg har selv fået at vide flere gange: ”Det skal du altså lære at leve med Grethe.” Heldigvis har jeg tænkt, det kan bare ikke passe.

Olga besøgte mig på Psyk i Vejle, hun tog kontakt til en jurist ved Region Syddanmark, som hurtigt hjalp mig ud fra den skærmede afdeling. Jeg vil lige benytte lejligheden her til sidst til at takke Olga Runciman. Hun har nemlig guided´ mig på min vej ud af medicinen, og også mht. stemmehøring.

Tak kære Olga, det er din fortjeneste, at jeg er medicinfri i dag, du har båret mit håb og troet på mig.