Uundgåeligt vil man i diskussioner om tvang i psykiatrien før eller siden høre argumentet, at den ene eller anden person ville være død, hvis ikke vedkommende var blevet tvangsindlagt og –behandlet, eller også, og tilsvarende, at den ene eller anden person er død, fordi vedkommende ikke blev tvangsindlagt og –behandlet. Den sidste version af argumentet finder vi således i Frands Frydendals bidrag til temaet i dette nummer af LAP’s medlemsblad: M.B. tog sit liv, og kunne tage sit liv, fordi han ikke blev tvangsindlagt, mener Frands. På grundlag af denne konklusion foreslår han en revideret særlovgivning mht. psykiatrisk tvang, der stadigt tillader tvang i tilfælde, hvor en psykiatribruger på forhånd giver udtryk for, som M.B. havde gjort det, at vedkommende ønsker, at blive underlagt tvang, ifald vedkommende skulle komme i en krisesituation igen.

Når vi er en del, også i LAP, der går ind for afskaffelsen af psykiatriloven, dvs. af al psykiatrisk tvang, og ikke en omformulering af den, så gør vi det med udgangspunkt i FN’s handicapkonvention, CRPD’en. CRPD’en (Convention on the Rights of Persons with Disabilities) er et dokument, der skal sikre, at mennesker med handicap, deriblandt psykosociale handicap, det der betegnes som ”psykisk sygdom”, har de samme rettigheder, som alle andre mennesker. CRPD’ens grundlæggende budskab er, at særlovgivninger som psykiatriloven er diskriminerende og en krænkelse af menneskerettighederne, og det er CRPD’ens hovedanliggende, at forhindre denne diskriminering af bl.a. psykiatrisk stemplede mennesker. Vigtigt er her, at man skelner mellem psykiatrisk tvang, der er legitimeret af særlove, der kun gælder bestemte grupper mennesker i samfundet, og så magtanvendelse, der, i af akut fare for selv eller andre, legitimeres af den almindelige lovgivning, og altså gælder alle borgere i samfundet, men i modsætning til tvang ikke må vare længere, end den akutte faresituation består, og i omfang ikke må overstige det allerhøjst nødvendige for at forhindre skade på selv eller andre. Hverken CRPD’en eller LAP ønsker nødretsparagraffer i den almindelige lovgivning, der tillader magtanvendelse i akutte faresituationer, afskaffet.

Igen at åbne op for muligheden for bestemte særlove mht. disse mennesker, er igen at åbne op for muligheden for diskriminering. Uanset, hvordan særlovene måtte se ud. Alternativt til den af Frands i hans bidrag her foreslåede ændrede særlovgivning kunne man altså allerhøjst forestille sig en særlig lovgivning, der gør det muligt for alle, af psykiatrien som ”psykisk syg” stemplet eller ej, at give udtryk for et ønske om at blive underlagt psykiatriske tvangsforanstaltninger i visse situationer i deres liv. Men dette ville i så fald ikke længere kræve en særlovgivning, men en generel lovgivning, gældende for alle borgere i samfundet. Særlove, der kun gælder for bestemte grupper mennesker i samfundet, er ikke forenelige med et demokratisk samfund, der respekterer menneskerettighederne.

Man kunne så indvende, som mange gør det, og som Frands også gør det indirekte i hans bidrag her, at FN må være langt ude, hvis den, med en konvention som CRPD’en ikke bare vil forhindre diskriminering, men på samme tid, i tilfælde af psykosocialt handicap, dvs. ”psykisk sygdom”, jo også, at mennesker kan få den fornødne hjælp, og at vi som velfærdssamfund vel også er nødt til at sørge for, at alle samfundsmedlemmer får den hjælp, de trænger, for at kunne leve et værdigt liv. Og ja, selvfølgeligt er et velfærdssamfund nødt til at lade alle tilkomme denne hjælp. Men mens Frands, og med ham samfundet som sådant, mener at vide med sikkerhed, hvordan denne hjælp til mennesker med psykosocialt handicap bør se ud, nemlig som den behandling, psykiatrien i Danmark tilbyder, er det vist alt andet end sikkert, at hjælpen til mennesker i krise bør se ud, som den gør det i dag.

Her har Frands’ beretning om M.B. mange flere nuancer, end han selv kommer ind på. Frands antyder f.eks., at M.B. blev syg igen, fordi han trappede ud af psykofarmaka. Men kan vi vide det med sikkerhed? Eller kan det tænkes, at M.B. ikke blev ”syg”, som i ”psykisk sygdom”, men egentligt oplevede abstinenssymptomer, forårsaget af en muligvis for hurtig udtrapning efter mange års brug af psykofarmaka?

Endvidere går Frands tilsyneladende og ganske ligesom psykiatrien ud fra, at mennesker i krise nærmest per automatik befinder sig udenfor rækkevidde for mellemmenneskelig kommunikation, hvorfor tvang bliver en nødvendighed i hans optik. Men spørgsmålet her er jo, om det er mennesket i krise, der faktisk befinder sig udenfor rækkevidde, eller om det er omgivelserne, der ikke er rustet til, at møde mennesket i krise med tilstrækkelig åbenhed og fordomsfrihed. Altså, er det mennesket i krise, der er syg, og mangler evne til at kommunikere, eller er det omgivelserne, der lider af en mangel på denne evne, når det kommer til at kunne kommunikere hinsides ens egne fordomme? Jeg tænker, at tilgange som Loren Moshers Soteriaprojekt og finske Åben Dialog, der ikke har brug for tvang, forlængst har givet svar på dette spørgsmål, således at vi, når vi oplever problemer i kommunikationen med en person i krise, egentligt burde se i spejlet, i stedet for at pege på mennesket i krise som værende problemet, for ”syg” til at kunne nås.

Direkte forbundet med holdningen, at mennesker i krise ikke er i stand til mellemmenneskelig kommunikation, er påstanden, at disse mennesker heller ikke kan vide, hvad der er godt for dem, at de ikke er kompetente til at træffe deres egne valg. Og selvfølgeligt er man heller ikke det, når ens hjerne, og dermed det organ, man anvender som redskab til at træffe valg med, er ramt af sygdom. Imidlertid er begrebet ”sindssyge” ikke entydigt definerbart. En objektivt testbar patologi for ”sindssyge” eksisterer ikke, og denne mangel på objektivitet ved bedømmelsen af et andet menneskes sind og dermed dets valg, gør det mildest talt problematisk at tilsidesætte disse valg ved at erklære dem for ”sindssyge”. I sidste ende træffer vi alle, officielt stemplet som ”sindssyg”, eller ej, ind imellem ”sindssyge”, uhensigtsmæssige valg. Hvis vi skulle beskytte os 100% mod dem og deres følger, burde hele menneskeheden sidde på den lukkede.

Sidst men ikke mindst har vi det lille ord ”hvis”, der også i Frands bidrag, som i alle lignende argumentationer, spiller en stor rolle. Hvis M.B. var blevet tvangsindlagt, ville han være i live i dag. Eller, som man også ofte hører det formuleret, ”Hvis jeg ikke var blevet tvangsindlagt, var jeg død i dag”. ”Hvis” betegner noget, der kunne være sket, men der ikke er sket. Og vi kan ikke vide noget med sikkerhed, der ikke faktisk er sket. Mange mennesker, der ikke blev tvangsindlagt, er i live, og igen mange af dem faktisk i bedste velgående. Jeg er selv en af dem. Lige så mange mennesker har taget livet af sig, mens de var tvangsindlagt, respektive umiddelbart efter udskrivelse fra psykiatrisk afdeling. Og både fra folk, der har overlevet selvmordsforsøg, og dem der overvejede selvmord, men i sidste ende alligevel ikke tog skridtet, ved vi, at selvmordstankerne i mange tilfælde blev udløst af netop at være, respektive have været udsat for tvang, dvs. for ekstremt nedværdigende, retraumatiserende, og også ekstremt fysisk ubehag forårsagende behandling. Norske Hege Orefellen taler således om ”psykiatriens egne selvmordsudløsende mekanismer”, og FN’s forhenværende specialrapportør for tortur Manfred Nowaks betegner psykiatrisk tvang for ”torturlignende”. Det er for mennesket naturligt, at reagere desperat, når vi befinder os i en situation af fuldstændig afmagt og hjælpeløshed. At være udsat for psykiatrisk tvang er indbegrebet af en sådan situation, og selvmord er det ultimative mennesket til rådighed stående udtryk for desperation.

Så, hvis og hvis... Hvad der faktisk var sket, hvis M.B. var blevet tvangsindlagt, om han ville være i live i dag, kan vi ikke vide. At ville forklare M.B.’s selvmord ved at se det som et nærmest nødvendigt resultat af for lidt tvang, er godt nok simpelt og bekvemt og i overensstemmelse med det gældende paradigme i psykiatrien og samfundet, men også unuanceret i et omfang, der gør konklusionen: det velkendte (omend i Frands’ artikel ikke direkte udtalt) ”Tvang redder liv!”, ukorrekt. I stedet for at indføre nye særlove og lade diskrimineringen fortsætte bør vi vist snarere tage CRPD’en til efterretning, og desuden tage den som en opfordring til os om at udvide vores horisont og begynde at tænke lidt udenfor den noget sorte biomedicinske kasse i mere konstruktive og kreative, mennesket i krise respekterende baner.