Jeg balancerer på en knivsæg. Navigerer mellem de meninger jeg har, mine måder at være på og min længsel efter accept blandt mennesker - mennesker der er, som folk er flest, når de ikke skal forholde sig til en sygdom.

En gang mødte jeg op til et skånejobinterwiev. Min arbejdsgiver indledte med at spørge mig, hvad jeg ikke kan, og hvad de skal tage hensyn til. Jeg studsede lidt over spørgsmålet, for jeg var af den overbevisning, at et job interview begynder med at spørge ind til, hvad man kan, og hvad man kan bidrage med.

Det er svært at være normal, specielt når normalitet skal være en norm i et liv. En rettesnor, alle er enige om, kan være svær at definere.

”Hvad er normalitet?” er et spørgsmål, jeg hører tit, ofte med en underforstået mening, der fortæller at normalitet ikke eksisterer. Folk holder af at fortælle, at de selv ikke er helt normale, at de er specielle og falder uden for en norm. For os, for hvilke det normale ikke ligger lige for, er normalitet noget, vi både længes efter og frygter.

er, at være fritaget for diagnose. Uden en diagnose åbner din normalitet sig og dine muligheder for at være bizar, gå mærkeligt klædt eller have meninger, der går på tværs, bliver så meget større.

En teori, der kan virke konspiratorisk, eller en tanke, der er original og går på tværs af det gængse, glider nemmere ned og bliver overvejet en gang til, hvis afsenderen er normal.

En tanke, der går på tværs, og som kommer fra en psykisk syg, bliver modtaget med den tanke, at her må der vist en psykiater ind over.

En dag sidder jeg til et møde, sammen med nogle andre, der også slås med et stridbart sind. Der er en, der er rigtig glad den dag og en, der er trist til mode. Vi er, som folk er flest. Snakken går hen over bordet, men pludselig stopper snakken. Hende der er glad, taler meget, som folk der er glade, har for vane. Vi ser på hende, mens hun snakker og så kommer det.

Er du ikke lidt for højt oppe i dag?

Spørgsmålet slår som en bombe ned i mit sind. Jeg kan mærke, at jeg bliver vred. Min tanke blev, som da Cæcar blev dolket, af ham der stod ham kærest. Også du, Brutus?

Det er svært at være normal, specielt når normalitet skal være en norm i et liv. En rettesnor, alle er enige om kan være svær at definere.