Første gang jeg stiftede bekendtskab med tvang i psykiatrien var i 1971 på en åben afdeling, og det foregik ved tvangsmedicinering med depot-indsprøjtninger af Trilafon hver 8. dag. Dette stoppede i 1977, da jeg blev udskrevet til min bolig. Der var jo også tale om en tilbageholdelse af mig, 5-6 år er lang tid, selvom jeg var ubekendt med alt indenfor psykiatri, og jeg vel også var lidt mentalt sløv, også uden medicin.
Anden gang var i årene fra 1977 til 1982, da jeg fik Leponex-tabletter mod min vilje. Jeg fik besked på at sluge, hvad personalet rakte mig i bægret, og blev gelejdet til blodprøver og EKG undersøgelser, og jeg blev gradvist mere bedrøvet og øm over hele kroppen, men jeg var apatisk og kunne ikke hjælpe mig selv. Fra 1982 til 1984 oplevede jeg det modsatte på en afdeling på psykiatrisk plejehjem. Personalet nedgjorde mig og medicinen, og spurgte hånligt, hvad jeg skulle med de tabletter.
Resultatet var, at jeg rejste derfra af egen fri vilje i 1984 uden nogen form for medicinering og flyttede ind i den bolig, jeg bor i nu. Jeg blev gelejdet ind i en behandlings-situation med en fysioterapeut, der brugte nogle former for gestaltterapi et par timer hver uge. Nu skulle jeg tage ansvar, syntes de; de sagde dog ikke, hvad jeg skulle tage ansvar for, men jeg forsvandt fra plejehjemmet og viste mig der aldrig mere.
Så i 1985 blev jeg tvangsindlagt på gule papirer på lukket afdeling med flest kvinder, men også enkelte mænd. Det var en tvangsindlæggelse, fordi jeg var til fare for mig selv, hvis jeg ikke fik behandling, altså tabletter, og dette skulle vise sig at være skæbnesvangert for mig.
Jeg kom på en åben afdeling og blev tvangsmedicineret med en kæmpestor dosis serenase. Det var som depotinjektion mod min vilje, jeg havde hverken lyst eller andet til det, men var nødt til at adlyde, fordi de brugte magtdemonstrationer overfor mig. Den dosis svarede til 40 mg serenase i tabletform dagligt i 2 år, og resultatet var (og er), at jeg ikke troede, at jeg kunne stå på mine ben mere end ½ time ad gangen eller deromkring. Jeg oplevede en enkelt bæltefiksering den lukkede, den varede 5 timer, og jeg blev kikket til én gang. Personalets tiltaleform var nedladende og hånlig i alle årene, de sårede mig udover med sprøjterne også med deres ord, og det fortsatte de med i årene frem til 2011, altså de sårede mig med deres ord og spidse bemærkninger fra 1985 til 2011, og med sprøjter fra 1985 til 1987.
Jeg blev sådan proforma udskrevet til min bolig i 1987 og var dagpatient indtil 1991 på samme afdeling, men det var med tvang også. Hvis ikke jeg var på afdelingen præcis kl. 8 om morgenen og forlod afdelingen præcis kl. 14, var der ugelange repressalier mod mig fra personalets side.
Jeg var nødt til at tage mod et tilbud om at snakke med psykolog i 1987, fordi det indebar, at jeg blev trappet ned i medicin, og hos hende kom jeg så 2 gange om ugen i 4 år, hvorpå jeg blev så rygende uvenner med hende, fordi hun ville bestemme, hvordan jeg skulle leve mit liv.
Jeg var bevidst om, at jeg er et voksent menneske, og at de ikke havde ret til at byde mig alt dette grusomme, jeg havde været underlagt. MEN - det havde de jo så ret til, viste det sig senere, det hedder TVANG i PSYKIATRIEN I DANMARK
I 1997 kom jeg første gang til en praktiserende psykiater, han brugte indirekte tvang i konsultationen, og jeg reagerede voldsomt og begik noget kriminelt et par gange i de år. Jeg blev ikke meldt til politiet, men blev uvenner med alle mennesker i min nærhed, og fik god brug af, at jeg altid har følt mig ensom, min bolig her var mit tilflugtssted.
Så fra 2002 til 2006 havde jeg en 2-3 indlæggelser på lukket afdeling, hvor jeg slugte tabletterne, når de blev stukket ud til mig i et bæger. Det var først zyprexa og så fluanxol ved den sidste indlæggelse. Deres tiltaleform havde ikke ændret sig, den var hånlig og nedgørende overfor mig.
Fra 2006 til 2010 gik jeg hos en anden praktiserende psykiater, og hun lyttede til mig, som den første i mit liv, hun stillede en diagnose, der afviger fra det psykiatriske sygehus og deres diagnose. ENDELIG - i 2011, for et lille års tid siden, kunne jeg slippe psykiatrien og deres tricks og numre og alt det andet ubehagelige hos dem, når man ikke er i kridthuset hos dem. Men jeg forlod jo psykiatrien med en trussel, om at hvis jeg bliver dårlig igen og/eller bliver indlagt igen, så vil det gå mig meget dårligere, end jeg kan forestille mig.
De er skruppelløse og ligeglade med mig, og vil sandsynligvis misbruge tvang i psykiatrien mod mig. Jeg vil slet ikke gætte mig til noget, men jeg håber at min praktiserende læge vil afholde sig fra at indlægge mig på psykiatrisk sygehus igen.
Jeg sluger de ordinerede tabletter fra den sidste praktiserende psykiater, plus anti-depressivt, som den praktiserende ordinerede for 2 år siden, plus for tiden 2 slags somatisk medicin. Jeg har lidt glæde af en daglig lysantin mod bivirkninger, den gør mig til mig selv, synes jeg, da jeg er ødelagt af parkinsonisme ellers, tablet-parkinsonisme altså.
Jeg synes personligt, at et så urimeligt forløb, jeg har haft indenfor psykiatrien med tvang og andet ubehageligt, skal være umuligt at gennemføre for lægerne, personalet og pårørende, der ikke er der, og mennesker i almindelighed, der måtte ønske ondt over én som mig. Så jeg går ind for, at tvang i psykiatrien bliver slettet med et pennestrøg, for bedre er det ikke værd for mennesker, og jeg er et menneske.
En behjertet læge havde i stedet sat sig ned og fortalt mig, at jeg altså ikke havde det så godt, at jeg ville få det bedre ved at sluge de psyko-farmaka tabletter, der blev ordineret mig, og at vi så kunne snakke om, hvordan de virkede, og om der var noget, der skulle forandres i medicineringen af mig.
Så kunne det været sket, at jeg var blevet en glad og tilfreds pensionist. De hjalp mig med invalidepension som det hed, og siden førtidspension, som jeg lever af den dag i dag.
En træt og opgivende hilsen fra LAP-medlem Inger Marie Andersen
