Jeg vil i denne artikel tale for, at LAP antager en mere nuanceret politik overfor tvang.

Ordene ”… til fare for sig selv eller andre” er den trylleformel, som i Danmark kan udløse lovlig tvang i forbindelse med psykiatrisk lidelse. Særloven frister med en undskyldning for tvang overfor psykiatribrugere, hvor det er bekvemt, billigt eller på anden måde unødvendigt eller overdrevet.

Men vi skal dele den bevidstløse sammenkobling af de to led ”… til fare for sig selv” og ” … til fare for andre”, for det er to vidt forskellige forhold. Sammenkoblingen skaber nemlig et livsfarligt problem i forbindelse med vores kamp mod overdreven tvang. Problemet er dette: Hvordan kan vi forsvare psykiatribrugere imod overdreven tvang, samtidig med at vi forsvarer retten til beskyttende tvang – så vi kan blive beskyttet mod os selv, hvis vi bliver vores egen værste fjende? Med FN’s nye handicapkonvention er vi heldigvis på vej væk fra den diskrimination, at patienter med en psykiatrisk diagnose risikerer tvang, f. eks. fordi de siger eller gør noget, som i omgang mellem andre mennesker blot ville være en mindre uoverensstemmelse. Særlovens diskrimination er unødvendig, for i en retsstat kan alle mennesker udsættes for tvang, hvis de viser, at de udgør en fare for andre.

Men…!

De rimelige hensyn, som trækker mod mindre tvang, kan få livsfarlige konsekvenser i de situationer, som er dækket af den anden halvdel af trylleformlen: ”… at være til fare for sig selv (…).”

Min gode ven M. B. udviklede i sin ungdom en paranoia, som på et tidspunkt blev voldsom og førte til tvangsindlæggelse. Han blev behandlet og udskrevet, og gennem mange år brugte han medicin og kom sig så godt, at han kunne blive en hovedkraft i stiftelsen af brugerbevægelsen i Danmark og af LAP, hvor han gjorde et stort og nyttigt arbejde. Han gik siden videre og ind i kommunalpolitik og blev valgt til vores lokale kommunalbestyrelse. Godt gået, ikke?

Men for et par år siden blev M. B. dog så træt af medicinens bivirkninger, at han begyndte en nedtrapning i samarbejde med distriktspsykiatrien. Han var klar over risikoen og aftalte med sine pårørende, at hvis han fik tilbagefald skulle de kontakte psykiatrien og få ham indlagt, om nødvendigt med tvang.

Det blev aktuelt. Både jeg og familien kunne se, hvordan hans tilstand ændrede sig, og han blev stadig sværere at have en god kontakt med. Jeg selv så ingen anden realistisk mulighed for at vende udviklingen, end at han kom så langt ud, at han måtte tvangsindlægges. Familien slog alarm, som det var aftalt.

Hvad der skete, havde jeg ikke set komme. Han var jo intelligent og vidste, at han kunne blive tvangsindlagt, hvis han truede andre. Så han truede ingen andre, og han nævnte ikke selvmord. Men selv om familien bad om det, blev han ikke tvangsindlagt, sådan som han selv havde ønsket og aftalt det med familien og psykiatrien, mens han endnu var klar i hovedet. Det endte desværre med, at han tog sit eget liv. Alt tydede på, at han ville sikre sig, at hans indbildte forfølgere ikke fik ham i live. Hans realitetstest svigtede helt. M. B. havde forudset, at dette kunne ske, mens han endnu var klar i hovedet, og han havde taget sine forholdsregler; men forholdsreglerne og psykiatrien svigtede. M. B. havde ret til tvang; så han døde af et ”Nej til tvang”.

Et nuanceret syn på tvang

M. B. gjorde mig for længe siden opmærksom på en tilbagevendende, unuanceret diskussion i LAP: Her fremføres jævnligt et klokkerent ”Nej til tvang”, og det fremkalder så sikkert som Amen i kirken den reaktion fra visse andre medlemmer, at uden tvang havde de været døde i dag.

Jeg håber, at LAP og psykiatrien kan komme ud over denne unuancerede diskussion ved at dele trylleformlen ”… til fare for sig selv og andre.” Jeg mener også, at vi behøver en ny lovgivning om sindslidelse. Også jeg ønsker helt at afskaffe den side af særloven som tager udgangspunkt i ”… til fare for andre” og fører til overdreven og unødvendig tvang. Her ønsker jeg fuld ligestilling med andre mennesker. Men ved tilstande som M.B.’s har vi stadig brug for den side, som tager udgangspunkt i ”… til fare for sig selv…”.

Her skal man kunne lave en aftale om beskyttende tvang i samarbejde med pårørende og behandlere, sådan som M.B. gjorde det – og den skal tilmed være retsgyldig og forpligtende, hvad der ikke lykkedes med hans aftale. Dette kan tænkes gjort ved et særligt psykiatrisk testamente, som kan specificere hvordan.

Vi må naturligvis stille krav om, at den tid, man er udsat for beskyttende tvang, er kvalitetstid.

I intet øjeblik af denne tid må man overlade vedkommende til ensomhed og fortvivlelse, og man supplerer med tilstrækkelig anden hjælp og behandling, til at tvangen kan afsluttes hurtigst muligt.