Særlovgivning er i strid med menneskerettighederne

Siden LAP blev stiftet i 1999 har det været med i vores principprogram, at vi ønsker og vil arbejde for ”at særloven om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien ophæves og erstattes af en almen lovgivning om nødretsforanstaltninger gældende for alle borgere.” I mange år har det måske forekommet som et utopisk ønske fra vores side, men FN’s handicapkonvention fra 2006 viser, at vi blot har været forud for vores tid. Det fremgår udtrykkeligt af konventionens artikel 14, ”at eksistensen af et handicap i intet tilfælde kan berettige til frihedsberøvelse.” Flere af konventionens øvrige bestemmelser taler for, at også tvangsbehandling i sig selv er i strid med menneskerettighederne. Godt nok har et flertal blandt landets lovgivere indtil nu valgt at tolke konventionen på en sådan måde, at tvangsloven opretholdes, men både FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder, Komiteen der overvåger konventionens overholdelse og det Danske Institut for Menneskerettigheder er af den opfattelse, at en særlov på området ikke er forenelig med konventionen.

Politisk medvind

Medlemmer af Folketingets § 71 Tilsyn, der skal føre tilsyn med tvangspsykiatrien, har for ganske nylig været på studietur til Trieste i Italien, hvor der ikke findes nogen særlov, og hvor der kun anvendes tvang i et meget begrænset omfang. I et indlæg i Politiken den 9. december med overskriften: ”Kan tvang i psykiatrien undgås?” spørger 8 folketingsmedlemmer fra 6 forskellige partier bl.a.: ”Hvad nu hvis en af de ledende psykiatere i Trieste har ret, når han siger, at det ikke er patienterne, der er farlige, men at det er det institutionaliserende og undertrykkende psykiatriske system, der gør ham farlig? Kan vold og magt på de psykiatriske enheder ses som et udtryk for, at ’systemet’ bør arbejde anderledes?” Når man læser beretningerne i det her temaindstik; når man i øvrigt lytter til de mange beretninger om overgreb, misforståelser og mishandling; når man selv har oplevet tvangen i psykiatrien på egen krop, så kan svaret på politikernes spørgsmål kun være et rungende JA! En omfattende undersøgelse, der for nylig blev offentliggjort i det internationale tidsskrift Acta Psychiatrica Scandinavica, siger det samme: De fleste voldelige hændelser på de lukkede afdelinger er udløst af personalets uhensigtsmæssige adfærd. Med andre ord: Den omsiggribende anvendelse af direkte og indirekte tvang i psykiatrien og den stigende anvendelse af behandlingsdomme som opdragelsesmiddel over for ”besværlige” patienter kan, må og skal bringes til ophør!

Når det forhåbentlig i løbet af de nærmeste år lykkes, at få særloven om tvang i psykiatrien gjort til et minde om fortidens barbari, melder det store spørgsmål sig så: Hvad skal der træde i stedet for? Skal der indføres nogle nye nødretsforanstaltninger, der under visse skærpede omstændigheder tillader frihedsberøvelse og tvangsbehandling, eller vil det bare betyde at ”nissen flytter med”. I et indlæg af Frands Frydendal og et svar fra Marian Goldstein tages der her i bladet hul på den diskussion.

Landskampagne

På LAP’s landsmøde i marts 2012 blev det vedtaget at gennemføre en landskampagne med fokus på, at tvang skal opgives som behandlingsprincip. Temaindstikket her er den første del af denne kampagne. I løbet af foråret planlægges en større høring eller konference om emnet og det forventes, at der i løbet af efteråret 2013 vil kunne arrangeres en række trialogmøder rundt omkring i landet, hvor vi tager fat i emnet over for myndighedspersoner, politikere og pårørende lokalt.

Tvangen har mange ansigter

Tvang som behandlingsprincip rammer ikke kun en lille minoritet blandt danske psykiatribrugere. I 2011 blev næsten 6.000 af psykiatriens godt 25.000 indlagte patienter, svarende til 23 %, berørt af tvang, vel at mærke den del af tvangen, der blev registreret. Hertil kommer de mange former for indirekte tvang, som ikke registreres, og de 3 - 4.000 personer, der er dømt til psykiatrisk behandling. I 2011 blev næsten 2000 patienter udsat for bæltefiksering og ligeså mange blev tvunget til sprøjter med beroligende medicin (som godt kan være det samme, som man anvender til længerevarende tvangsbehandling, hvor klage har opsættende virkning). 612 patienter blev sat i længerevarende tvangsbehandling med psykofarmaka og 104 blev tvangsbehandlet med serier af elektrochok. Næsten 800 blev dømt til psykiatrisk behandling.

Mange af de ubehagelige krænkelser, man kan opleve på landets lukkede afdelinger, er slet ikke reguleret i lovgivningen, men begrundes med lokale husordener. Der er grund til at tage sådanne husordener op til kritisk undersøgelse. Hvordan kan det fx i de her tider, hvor man taler så meget om inddragelse af netværk og pårørende, give mening at tage mobiltelefon og computer fra folk, indføre besøgsforbud mv.? Andre mærkværdige husordener bruges til at fratage patienterne deres ytringsfrihed, give stuearrest og lignende absurde former for afstraffelse.

Dom til behandling

Flere og flere dømmes til psykiatrisk behandling for ubetydelige lovovertrædelser, som formentlig blot ville have givet en bøde eller betinget straf, hvis man ikke var faldet i den fælde, straffelovens bestemmelse om ”straffrihed” pga. utilregnelighed i gerningsøjeblikket efterhånden er blevet til. Selv ledende retspsykiatere er begyndt at blive betænkelige ved, at så mange er blevet fanget i fælden: dom til behandling med mulighed for frihedsberøvelse, hvis man ikke makker ret. Der er kommet så mange patienter ind i retspsykiatrien, at der dels bruges alt for mange ressourcer på området, og dels er for få ressourcer til at tage sig af de meget få virkeligt farlige personer. Allerede i 2006 kunne Rådet for Socialt Udsatte og Institut for Menneskerettigheder dokumentere, at reglerne om behandlingsdomme bruges på en menneskerettighedsstridig måde. Det ser ud til, at vi inden så længe vil få en ny undersøgelse, der kan dokumentere, hvad det egentlig er, der fører til de mange behandlingsdomme. Hvor mange bliver for eksempel dømt for at have smidt med ting eller sagt grimme ord til overlægen under indlæggelse på lukkede afdelinger? Hvor mange ville overhovedet være blevet straffet, hvis de ikke havde fået en behandlingsdom men en helt almindelig straf? Hvilken rolle spiller det magtfulde retslægeråd i udviklingen?

Et andet område, hvor det også er vigtigt at følge med i og påvirke udviklingen, er de indirekte former for tvungen behandling, der foregår i kommunerne, når folk bliver truet med at miste deres forsørgelse, hvis de ikke spiser psykofarmaka eller lader sig behandle med elektrochok.