På Livets landevej
gik en vandringsmand,
og da natten faldt på
lagde han sig til at sove
under et nyudsprunget blomstertræ.
Dagen begyndte sit morgengry,
og solens stråler, med fuglesang,
vækkede ham blidt af hans drømmesøvn.
Solen vandrede på himmelhvælvet,
og formiddagen var endnu ung,
da vandringsmanden på sin vej
for første gang i lange tider
mødte et menneske.
Mennesket, han så for sine øjne,
var et rigt menneske,
rigt på religioner,
og det sagde:
”Vil du have husly for natten,
er du velkommen i min bolig
og vær ikke bange,
dersom du ved min bolig
ser tusinder af kommende gæster,
for der er også plads til dig.
Du kan endvidere selv vælge
et hvilket som helst værelse.
Der er et for katolicisme,
et for protestantisme,
et for islam,
et for hinduisme,
et for jødedom
og alle de andre.
Så kom du blot hjem til mig”
Vandringsmanden sagde: ”Jo tak!”
og de skiltes.
Solen vandrede videre
og stod højt på himlen,
da vandringsmanden
igen mødte et menneske.
Mennesket var rigt som det forrige,
men denne gang på politik,
og det sagde:
”Dersom du søger husly for natten,
er du velkommen i min bolig
og vær ikke bange,
når du kommer til min bolig
og ser tusinder af kommende gæster,
for der er også plads til dig.
Der er mange værelser i min bolig
og du kan vælge et hvilket som helst,
du selv synes passer dig.
Der er et værelse for konservatisme,
et for socialisme,
et for liberalisme,
et for nazisme
og mange, mange andre.
Kom du kun trygt til mig.”
Vandringsmanden sagde: ”Jo tak!”
og de skiltes
Solen gik sin vante gang
og det blev eftermiddag,
da vandringsmanden
for tredje gang
mødte et menneske.
Dette menneske var anderledes end de forrige,
for dette var fattigt,
og til vandringsmanden sagde det:
”Kære vandringsmand,
dersom du søger husly for natten
er du velkommen i min bolig
og vær ikke bange for pladsmangel,
for det er sjældent, jeg får besøg.
Så kom du kun,
men du må tage dig til takke
med min usle bolig.
”Tak for dit tilbud!”
sagde vandringsmanden,
og de skiltes.
Solen begyndte at gå ned,
og natten kom så småt.
Vandringsmanden kom til boligen
det første rige menneske ejede.
Han så mange mennesker
i fine klæder og med pragt,
der var på vej i boligen ind,
en stor og udsmykket bygning
- med en port - stor og smuk.
Han så på sit tøj og sagde:
”Mit tøj er laset og pjaltet,
så ad bagindgangen jeg vil gå,
for hovedindgangen er for dem,
der kommer med pomp og pragt.”
Han kom om bag boligen og så
… ja - han så et syn, han sent vil glemme,
for boligen var en kulisse,
og folkene med pomp og pragt
gik rundt med nøgne kroppe.
Vandringsmanden gik sin vej
og kom til det andet rige menneskes bolig.
Her skete det selv samme,
som hos det forrige rige menneske
og han blev meget ked,
for husly kunne han nu ikke få.
Men som øjnene vænnes til mindre lys
efter solens styrke og kraft,
vendtes også hans sind til fornuft
efter den megen pomp og pragt.
Han havde rent glemt
det fattige menneskes tilbud.
Mørkt var det nu rigtigt blevet,
og svært var det tillige
at finde den fattiges bolig.
Vandringsmanden gik og gik
og fik pludselig, imellem nogle træer,
et lysglimt at se.
Han stod nu ved den fattiges bolig,
og hvor ussel den var!
Taget var hullet og væggene skæve,
dør var der intet af,
og midt på gulvet var et bål,
hvorover en gryde hang
med den lifligste suppe.
Vandringsmanden bankede på og råbte:
”ER HER NOGEN?”
men ingen svarede.
Han gik ind og satte sig, for han tænkte,
at når jeg har fået tilbuddet om husly for natten,
er det ej forkert at gå ind at vente.
Han ventede og ventede
og blev mere og mere sulten.
Til sidst kunne han ikke lade være,
han spiste af den varme suppe,
og hvor gjorde den godt.
Han ventede endnu en lang stund,
men blev mere og mere træt
og lagde sig til at sove.
Næste dag vågnede han under træet
han havde sovet under natten før,
- hvor underligt og sært.
Dersom du er vandringsmanden
hvem er da de tre mennesker,
du møder på din vandring
på Livets landevej?
