Som jeg oplevede det, er debatten forsvundet fra Landsmøderne; derfor udtænkte jeg en ide om at holde medlemstræf, hvor det er medlemmerne, der er i højsædet og må sige noget - og Landsledelsen der lytter - for en gangs skyld. Der har været afholdt to medlemstræf med to forskellige emner.

Hvad vil vi med LAP?
Hvordan gør vi LAP mere synlig?


Vi, som medlemmer af Landsledelsen, må konstatere at Landsledelsen desværre ikke er på linje med medlemmerne. De gennemgående indlæg har været, at grundforeninger skal styrkes, der skal tilføres meget større resurser til dem, således at den base, som LAP skal have, kan komme op at stå. Og at LAP skal forny sig og fremkomme med en konstruktiv holdning til det, der sker i psykiatrien nu, i stedet for at lægge vægt på, hvad der er sket, for 20-30-40 år siden. At tankerne er rigtige ses ud fra, at både Holbæks og Vestsjællands grundforeninger har afholdt velbesøgte medlemsmøder og at LAP-konferencen ”Kost og psyke”, havde en venteliste på over 60, der gerne ville have deltaget, hvis der var plads.

Der vil blive afholdt endnu to medlemsmøder inden Landsmødet – hvor emnerne er:

Lørdag den 1. februar: Hvad er en god medarbejder/bruger i psykiatrien?
Lørdag den 22. februar: Hvad mener LAP om tvang i psykiatrien?
Og det bliver på samme måde, medlemmer der siger noget, Landsledelsen der lytter og med mange pauser, således at vi kan nå det sociale samvær - der er mindst lige så vigtigt.