Midt i en økonomisk krise – men før en guldalder?

Det er traditionernes tid. Vi står midt i dem

Vi har lige overstået en demokratisk og grundlovssikret tradition. Jeg tænker her på kommunal- og regionalvalgene. Vi står nu – om ikke parat, så alligevel – midt i en helt anden tradition, som har sin baggrund i en anden grundlæggende bog, Biblen. Med andre ord: Så har vi altså jul igen - det la´r sig ikke skjule. Til gengæld er Søren Kierkegaard året slut. Han blev født for 200 år siden den 5. maj 1813 og døde 11. november 1855. Det blev heldigvis ikke fejret så opulent som H. C. Andersen året i 2005. Her tænker jeg på Tina Turner i Parken og James Bond, alias Roger Moore, som ambassadører. Det var H. C. Andersen som et oppustet show, Tivoli, irrelevant og uden megen hensyn til hvad der er H. C. Andersens sjæl i ånd, poesi, dybde og lavmælt lune. H. C.-året var måske for meget og Søren K.-året for lidt

H. C. og Søren var samtidige og boede på et tidspunkt på samme sted på Kongens Nytorv. Den adresse som, passende for tidsånden, tankegangen og vores nutidige værdier er blevet erstattet af en McDonalds Burgerbar. De to danske verdensborgere kendte hinanden, men havde et lidt skævt forhold. Søren anmeldte H. C. noget forbeholdent. Eller rettere mindre pænt. Om H. C. Andersens roman ’Kun en Spillemand’ (1837), skrev Kierkegaard, at ’den er kunstnerisk mislykket, fordi den mangler ’Livs- Anskuelse’.

H. C. Andersen og Søren Kirkegaard var begge en stor del af det, der kaldes ’Den danske guldalder’ som også indbefattede fysikeren H. C. Ørsted, digteren Adam Oehlenschläger og flere andre af ’de store’. Tankevækkende nok kom vores store, måske største ’guldalder’, efter og næsten som en konsekvens af den store økonomiske nedtur for præcis 200 år siden i 1813. Det kunne vi måske i tænke over og drage en alvorlig lære af i dag. Søren Kierkegaard skrev selv, at ’i 1813 blev jeg født i det gale pengeår, da så mangen anden gal seddel blev sat i cirkulation’. De danske konger havde formøblet det meste af Rigets formue ved at gå i krig og bygge ekstravagant. Det havde ødelagt Danmarks økonomi, og landet var simpelthen bankerot. Vi måtte endda gennem en ydmygende fredsslutning i 1814 efter vores indblanding i Napoleonskrigene. Statsbudgettet blev beskåret på det voldsomste. Dog undtaget Kunstakademiet, som endda fik bevillingerne forøget. Formanden for Akademiet Kronprins Christian Frederik, den senere Christian VIII, sagde: ’Fattige og elendige er vi. Lad os nu blive dumme til, så kan vi gerne høre op at være en stat’

Derfor satsede man stort på andre værdier end de økonomiske og skabte folkeskoler, højskoler, frikirker, friskoler, folkebiblioteker, kultur og videnskab. I 1849 demokrati og den første Grundlov. Folkeskolen var blandt de første og blev et forbillede for resten af verden. I loven stod, at også pigerne i øverste pigeklasse – ligesom drengene i øvrigt – skulle lære at læse, men ’uden at forledes til overdreven læselyst’. Sjovt nok, I Dagens Danmark år 2013 har den nuværende kulturminister lige søsat en storstilet og flerårig læsekampagne

Måske kunne vi i Danmark lære af vores historie og fokusere mere på de menneskelige og for min skyld også åndelige og kulturelle værdier? Her mener jeg naturligvis at satse betydeligt mere på de menneskelige værdier, som at forbedre forholdene for psykisk syge og sårbare. Her skal vi gøre klart, at psykiatrien ikke er et ’udkantsområde’ eller noget for nogle ’særlige’, som ’almindelige’ mennesker ikke kommer i nærheden af. Den konklusion kan man kun komme frem til, fordi ’det er noget vi ikke taler om’ og vi helst ikke vil tænke på. Det er – med et ’politisk’ udtryk’ - ’fejet ind under gulvtæppet’. Derfor mener jeg, at alle de kampagner vi har som ’En af os’, ’Stemmer på Kanten’, Det Sociale Netværk, Bedre Psykiatri, Sind og naturligvis LAP - skal fortsættes og helst forstærkes! Jeg var selv i 1998 med i TABU-Kampagnen med SIND, Bedre Psykiatri og Psykiatrifonden. Dengang var LAP endnu ikke stiftet. I den tids mønt svarede den kampagne i TV, dag- og ugeblade til mere end 10 millioner kroner – og som man så vemodigt siger ’det var mange penge dengang'

Her fik skuespilleren Nikolaj Lie Kaas en af sine første roller i en kort tv-reklame, hvor han mødte en ven og spurgte til hans pige: Han måtte beklemt fortælle, at hun ’havde fået briller’. Det svar gjorde dem begge forlegne, så der ligesom ikke var mere at tale om. Pointen var og er stadig at det burde være det samme, at have nogle øjne som kunne være bedre, til at have en psykisk sygdom eller lidelse. Det er sat på spidsen, men som forfatteren Suzanne Brøgger siger, hvis man ikke går over grænsen, er der ingen grund til at gå

Et andet citat – taget fra hukommelsen – var: ’500.000 danskere har problemet inde på livet. Endnu flere undgår det. Med de tørre og anonyme tal, som politikere, økonomer og embedsmænd er så glade for, ser vi det også med alt andet end opmuntrende tal: 500.000 danskere har netop i dag en psykisk sygdom eller lidelse. Indenfor en 5-årig periode gælder det, så mange som omkring 1.000.000 mennesker -1 million danskere. Derudover gælder det at næsten alle har et barn, familiemedlem, kollega eller ven, som ofte må kæmpe en stor kamp for det daglige liv og den daglige livskvalitet.

Det er mange mennesker – og tegnene i sol, måne og tidsånd siger, at tallene er stigende og problematikken forværrende i form af for eksempel stress og dårligere behandling. Herunder at ventetiden for behandling bliver længere og graden af sygdom for at få behandling bliver højere. Efter hvad jeg hører – så sent som i går på et valgdebatmøde – skal man virkelig være syg og have det dårligt for at få hjælp og behandling. Med andre ord skal man have det værre end før for at få det bedre nu! Det betyder naturligvis at ting og problemer ikke bliver taget i starten, hvor det er mindre og måske kan ordnes med langt mindre indgriben. For eksempel kan et menneske komme for at få nødvendig hjælp og måske være bange for at miste jobbet. Svaret kan billedligt være: Det er for tidligt! Vent til du har mistet og din kone er gået fra dig.

Det er – for nødtvungent at blive i pengeproblematikken – spild af penge, men for mig og hvad der må være meget vigtigere - spild af mennesker, menneskeværd og livskvalitet. Der bliver brugt et stort antal millioner/milliarder på psykiatriområdet, som kunne være bedre udnyttet, men mængden af milliarder der bliver brugt eller rettere spildt på sygdom, sygedagpenge, lediggang, mennesker og frem for alt manglende menneskeværd og livskvalitet er langt større og et langt større problem. Derfor skal mennesker med psykiske sygdomme og lidelser i det hele taget stå stærkere... I samfundsudviklingen, debatten, politikken, mediebilledet og i det hele taget i alt. Den seneste tids medieskabte virkelighed viser, hvor let en ny opinion kan dannes og fasttømrede politiske beslutninger ændres på mindre end en dag. Jeg tænker aktuelt på sagen om den 7-årige Im Nielsen. Hun var udvist af Danmark på grund af manglende tilknytning. Hendes danske stedfar var død. Der kunne ikke gøres noget.

Lov var lov og lov skal holdes Så kom pigen i fjernsynet, og pludselig kunne der godt gøres noget. Folketinget vedtog en særlov. Det viser, efter min mening, helt klart forskellen på tal, statistik – og et ansigt – et menneske. Berlingske har påvist, at der de senere år er 1.043 børn under 12 år, som har fået nej til at bo sammen med en eller flere af deres forældre i Danmark. Men det var Im, som fik lov – særlov. Mange kan mene, at der skal skæres ned på dette og hint – så længe det er tal. Men kommer der et ansigt på og en historie bag, vender billedet oftest og forståelsen viser sig. Derfor skal LAP og alle andre gode og relevante kræfter blive bedre til at vise menneskene bag. Vise menneskene – eller med andre ord konsekvenseksperterne - bag den førte politik, behandling, lovgivning og andre tal. Politik er stadig for vigtigt til at overlade til politikerne. LAP er psykiatribrugernes organisation og derfor de mest legitime og berettigede til at gøre det

Vi skal støtte den udvikling, som jeg helt klart mener er på vej. Ved de mange valgmøder jeg har deltaget i, har alle politikere nærmest kappedes om at mene at ’psykiatrien’ har været økonomisk og politisk underprioriteret, og at det er bydende nødvendigt med flere resurser og forbedringer. Ikke én politiker har været imod. Nok er der noget der hedder ’politikersprog’, ’tomme løfter’ og ’valgflæsk’, men jeg vælger ikke blot at håbe, men også at tro. Noget eller faktisk en del er nået. Siden jeg for alvor i 1996, personligt og professionelt begyndte at arbejde med problematikken, har et væsentligt mål været ’brugerindflydelse’. Det har også været kendt i andre varianter som ’brugerinddragelse’ og ’brugerinvolvering’. På flere af møderne i min ’valgturné’ mødte jeg mennesker fra flere forskellige brugerforeninger, som præsenterede sig som ’projektleder’, ’projektmedarbejder’ og ’recoverycoach’ og som arbejdede i regioner og på institutioner. Der er vist også ’mentorer’ på vej i regionerne.

Psykiatritopmødet i oktober, arrangeret af ’Det Sociale Netværk’, viste også en vis optimisme. Rapporten fra Regeringens Psykiatriudvalg er officielt udkommet og den har, som alle véd, sine begrænsninger både med hensyn til ambitioner og især økonomi. Vi var i forrige udgave af Krogs Krog, ligesom politikerne, inde på hvordan psykiatrien er og har været udsultet. De Danske Regioner er tidligere kommet med udspillet: En psykiatri i verdensklasse. Regeringens Psykiatriudvalg blev – groft sagt – bedt om: Kom med forslag til at gøre den danske psykiatri væsentlig bedre, gerne i ’verdensklasse’, men det må ikke koste noget. Jeg er ikke så royal, at jeg læser ’Billed-Bladet’ på ugentlig basis. Jeg er dog medlem af ’Kongelig Mayestaits Acteurs’, som laver revyer og studentikose komedier med nogen kongelig bevågenhed. Alligevel har jeg lyst til at udbryde: Jeg er ikke konge, men dog siger jeg: Fattige er vi, men dumme er vi ikke.

Medierne behandler ’psykiatrien’ mere end nogen sinde. En undersøgelse har vist, mere end 10 gange mere end for blot nogle år siden. Flere spillefilm har en hovedperson med en psykiatrisk lidelse. Senest har Nils Malmros film ’Sorg og Glæde’ haft premiere. Flere tv-serier har også hovedrolleindehavere som ’Broen’, hvor Sara Norén har Aspergers syndrom. Serien ’Homeland’ har en bipolar FBI-agent og i ’Breaking Bad’ er det en hovedrolle med den kliniske diagnose psykopati. Det er en tendens, som dagbladet Information har beskrevet i flere artikler. Det var ikke min oprindelige mening, at dette endnu en gang skulle udarte sig til et opråb til verden om at gøre den bedre. Men tankerne fløj og mit stadigt bankende hjerte løb af med mig, men måske lever jeg blot op til mine egne ord, om at vi skal forstærke og bruge alle lejligheder til at sætte psykiatrien på dagsordenen.

Jeg synes i det hele taget vi skal stå sammen. Det gælder i øvrigt ikke kun mennesker med psykiske sygdomme og sårbarheder. For min skyld må det gælde alle udsatte. Selvom jeg før har været inde på at ’udsatte-begrebet’ er et endog meget vidt begreb. Det er alt fra hjemløse, alkoholmisbrugere, stofnarkomaner til ellers velfungerende mennesker, som måske af og til eller sjældent har en depression eller mani. Jeg er så hip, hippie, Pippi og en sådan nostalgisk romantiker, at jeg ønsker at ikke kun udsatte, indsatte, ansatte, afsatte, men at vi alle sammen står sammen.

Her kunne jeg fristes til at slutte Amen Men det ville være for let. Ligesom demokrati, er samarbejde og sammenhold ikke noget, vi har vedtaget én gang for alle, men noget der skal arbejdes for hver dag. Jeg mener i det hele taget, vi skal bruge nutiden og den aktuelle økonomiske nedtur til igen at tænke over, hvad det er vi vil med Danmark. Som de gjorde det før os, før Guldalderen. Vi er ikke fattige i Danmark. Slet ikke i sammenligning med de fleste andre lande. Vi har for eksempel i Danmark en ungdomsarbejdsløshed på 14 %, hvilket er alt for meget. Men i Grækenland er den 60 % og i Spanien 58 %. Man kunne også bruge andre målestokke. Vi er endda i nogle parametre stadig det lykkeligste folk i verden. På andre er vi røget noget ned på listen. Man kan diskutere sammenligningsgrundlaget, men fattige er vi ikke.

Jeg holder stadig på Pippi-loven: Når man er stærk må man også være god. Jeg vil gerne tilbage til, at vi tænker mere på hinanden. Kald det naivt eller taberagtigt. Men jeg tror at det holder i længden. Så vil jeg vende mig tilbage til indledningen om den aktuelle og traditionelle jul. Efter hvad jeg har hørt, varer den vist igen i år mindst til påske. Juleklassikeren ’Sikken voldsom trængsel og alarm’ understreger også verdens tilstand: Vend kun op og ned på alle ting. Jorden med thi den er falsk og hul. Rør dog ikke ved min egen jul, jul, jul, jul, jul, jul. Rør dog ikke ved min egen jul.

Min egen lille juleprædiken går som nævnt på, at vi skal fastholde og forstærke det gode i julen og mindre på det kommercielle og stressende. Det handler om, at være god ved dem, som har det svært og om at sætte neg ud til fuglene... Jeg synes også, at jeg kan se at flere og flere holder juleaftener og andre julearrangementer for andre end deres nærmeste familie. På de såkaldt sociale medier, som Facebook, bliver der efterlyst ensomme og andre, som har det svært i julen, til juleaften og dagene derpå. Når man er alene, ensom eller har store problemer, er det ofte ekstra svært og ekstra smerteligt at se andre have det godt sammen. Ligesom, hvis man er ufrivillig barnløs, kan det give et stik i hjertet at se en mor med sit barn. Er man uden kontakt til familie og alene, kan det godt sætte ens egen situation i perspektiv at se en familie på juleindkøb eller bare sammen.

Det er desværre også en kendt sag, at der i månederne efter jul, i januar og februar er ekstra pres og overbelægning på de psykiatriske afdelinger. Så er det en ringe trøst, med Søren Kierkegaards ord, at: Forventningens glæde er den største... Det siges, at han gik sammen med sit livs kærlighed Regine, på vej i teatret. Regine fik han aldrig, men han havde hende hele livet i sine tanker. Da de nåede teatret, besluttede de at gå videre for ikke at blive skuffede over forestillingen. Således opstod hans konklusion. Jeg kan huske fra min barndoms juleaftener, at jeg ofte følte at forventningens glæde var den største.

Det tager ikke min juletro fra mig. Jeg tror at vi kan gøre verden bedre. Jeg er så naiv, at jeg tror at der venter noget bedre omkring hjørnet. Jeg tror at kun mennesker, som er gale nok til at tro at de kan ændre verden, ændrer den. Jeg tror på ’tro, håb og kærlighed’. Jeg er dog desværre holdt op med at tro på julemanden, men jeg tror eller rettere håber stadig på julegaver. I år håber jeg at der igen ligger bøger under træet. En af de bøger jeg ønsker mig, hvis jeg ikke selv når at købe den inden den 24., er bogen ’Mani og depression’ af Kim Engelbrechtsen. Den er baseret på 15 interviews med mennesker, som har personlige erfaringer med et liv med en bipolar sygdom. Jeg kender personligt to af de brave kvinder, som er med i bogen, Hanne Skou Kadziola og Inger-Liss Christoffersen. De er begge medlemmer af LAP og sidstnævnte er også kendt som skribenten fru Christoff. En i offentligheden, trods alt, mere kendt skribent, er forfatteren, foredragsholderen og præsten Johannes Møllehave, som også er med i bogen. Jeg har – foruden naturligvis til de to nævnte kvinder – altid haft et særdeles varmt og blødt hjerte for Møllehave.

Det første, største og dybeste personlige indtryk var, da han tilbage i 1980 begravede en nær ven, som havde taget sit eget liv. Han hed Joe Z., var musiker og hvad jeg dengang kaldte luksuspunker. Johannes Møllehave kendte ham ikke personligt, men holdt alligevel en meget personlig tale, hvor han blandt andet sagde, at vi ikke måtte bebrejde ham hans selvmord. Andet var ikke muligt for ham, når livet var så svært, at døden var en lettelse. En bedre vej. Siden har jeg med glubende appetit og stor livsglæde læst Møllehaves mange bøger. Han har, som læsere af dette organ for højeste oplysning vil vide, som jeg, en stor kærlighed og forkærlighed for nogle af denne bagsides trofaste gengangere som Storm P., H. C. Andersen og Søren Kierkegaard.

Jeg mødte Møllehave igen til denne bogsæsons Bogforum. Som en relativ ny tradition er han sidste mand på bogmessen. Han så at sige lukker og slukker. Dog ikke læselyst og bogtørst. Han var tilsyneladende – som altid - i topform og lod tankerne løbe og citaterne flyde. Et særligt citat har brændt sig fast fra seancen. Det er af en anden gammel kending, Oscar Wilde. Den engelske forfatter og levemand, som led så krank en skæbne. Han satte ikke sit berømte lys under nogen skæpper. Når han skulle deklareres af Toldmyndighederne, svarede han beskedent: ’Jeg har intet andet at fortolde end mit geni’. Det, for mig, nye citat lød: ’De fleste mænd ville være kujoner hvis de turde.’ Det lader vi lige stå et øjeblik. I et momentvist lysende øjeblik af selvforkælelse, besluttede jeg at købe den nye udgivelse: ’Den store Møllehave bog’ - et digert værk på 807 sider. Da jeg stod i køen, fik jeg den også signeret. Møllehave skrev dedikation og ordene ’Vær Nær’ i bogen. Derefter gav han mig den med ordet ’tak’. Jeg blev lidt befippet, da jeg mente at det var mig, der skulle sige tak. Så kom jeg på en vending, jeg har for vane, og sagde diskret: Det var fornemt! Johannes Møllehave svarede resolut, så vidt jeg mindes alvorligt: Nej, det var for nemt. Således opmuntret, kan jeg kun ønske alle en god, varm, munter, afslappende, rehabiliterende og gevaldig glædelig december og alt godt i det nye år!

Med de maanende ord fra utallige juleshows fra Disney, gjort til mine og vore i LAP: Fra alle os til alle jer - ønsker vi en rigtig glædelig jul!. Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi. Hav det godt og pas nu rigtigt godt på jer selv!