Vi anerkender heldigvis i LAP, at alle har noget at byde ind med. Men desværre har det medført, at vi ikke må se på, hvad de forskellige byder ind med - derfor må der ikke stilles krav!

Vi bør anerkende, at den, der laver kaffe og hygge, er lige så vigtig for LAP, som den der snakker længe. Til gengæld må vi se på, om de, der tilmelder sig kurser, virkelig har et ønske om at lave noget for LAP, eller om det bare drejer sig om at få et hotelophold med alt betalt. Bisidderkorpset er et glimrende eksempel på noget, der er gået skævt for LAP, sådan som jeg ser det.

Der er mange måder, at være bisidder på og alle måder er lige gode. Den der kan følge én til tandlæge, er lige så vigtig, som den der kan møde op i Retten for en anden. Desværre har man lagt det niveau på de efterhånden mange kurser, at medlemmer af bisidderkorpset kun må følge personer - ikke andet. Vi er flere der mener, at hvis man ikke må sige noget, når man deltager i et møde med kommunen eller andre myndigheder, er det helt tosset, da mange af os har personlig erfaring med de problemstillinger, som vi psykiske syge render ind i. Vi har jo selv prøvet det på egen krop. Hvorfor ikke udnytte den erfaring, der er opsamlet blandt LAP medlemmer, hvor vi alle har en viden om de forskellige ting. Et andet problem er, at nogle medlemmer deltager i kurser uden at ville påtage sig så meget som én enkelt opgave! Her må LAP stille sig selv det spørgsmål: Er det i orden, at man kun vil nyde, uden at yde?

Det er heldigvis kun få, der agerer sådan, men de er der! Dette har medvirket til, at LAP ikke har kunnet stille med en bisidder, når det har været ønsket og andre har så måttet rejse meget langt, for at hjælpe en person, selvom der bor bisiddere i nærheden, som har deltaget i kurserne! Vil folk ikke yde, bør de heller ikke nyde. Så er det bedre at få nye ind, der vil yde noget!

Det er på tide, at vi får lidt selvrespekt ved at stille krav - netop til os selv. Hermed være ikke sagt, at psykiske syge ikke har specielle problemstillinger. Vi kan f.eks. være nødsaget til at melde afbud med kort varsel, fordi vi har det dårligt. Det er ok, men hver gang, det duer ikke!

LAP har lignende problemer andre steder. De samme personer melder sig til et arrangement, gang på gang, men kommer ikke. Derfor er der altid tomme hotelværelser, som skal betales, pladser ledige som kunne bruges til dem, der er på ventelisten. LAP kender navne på dem, da det er et tilbagevendende problem.

Tiden er til at gøre op med de få, der bare udnytter LAP til deres egne behov.