Det er et særligt rum der møder mig, da jeg træder ind i salen på Islands Brygge. Et særligt rum med noget enestående i sig, der summer af den tætte lyd fra de andres stille vejrtrækning. Det er som om, at nogle af de fremmødte til Landsforeningen SPORs arrangement i Kulturhuset nærmest holder vejret. Jeg får lyst til at bevidne intensiteten med mit kamera, men bliver venligt bedt om at stoppe mit forehavende, da der ikke må tages fotografier, bruges mobiltelefoner og andet grej ved denne årlige temadag, fordi det er noget helt særligt. En del af de mennesker der er til stede har brug for at kunne slappe af, og være ubekymrede overfor offentlighedens meninger og medier.

Der er god grund til at holde vejret for det er stærke sager der kommer på bordet. Her tales om det væsentligste i mange af de fremmødtes liv netop nu. Hvordan man kæmper med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen.

Her tales om, hvordan psykiatrien ikke har kunnet hjælpe, trods det at hen ved 50 % af de som er - eller har været berørt af et psykosocialt handicap - også har været udsat for et seksuelt misbrug da de var børn.

Der tales om, at pædofile slet ikke skal straffes, men behandles. Behandles for at bryde den sociale arv. Overgrebene kan være så ubærlige, at offeret fortrænger dem og nogle selv bliver krænkere.

En stor del af sex-krænkerne bliver først anmeldt af deres ofre, når ofrene er midaldrende voksne - og så er forældelsesfristen for anmeldelse udløbet. Krænkelserne går i ring indtil man bryder tabuet og hemme- lighederne. Her tales om, hvordan de pårørende til misbrugte føler sig som medofre. Hvorfor opdagede de ikke, at der var noget galt – dengang?

Her tales om, hvordan skammen i mange år har været en livsledsager.

Her tales på en anden og særligt kærlig måde, som man ikke lige møder udenfor salen.

Her tales med en høvisk og sober tone. Ingen bandeord, og ingen pædofile, der skal hænges op i deres ædlere dele. Ingen fordømmelser.

Alt dette tales der om - og meget mere til, fordi der er hjælp at hente. Der findes helt særlige rum, hvor man kan finde trøst og hjælp blandt ligesindede, der er blevet stærke af deres smerte. Der findes blandt andet Landsforeningen SPOR.

Se boganmeldelse om at være mor til et misbrugt barn, et andet sted i dette blad.

Jeg kommer gerne ud og rundt i hele Danmark og fortæller min historie om 30 år i psykiatrien,  hvor de kun har prøvet at ødelægge mig - og historien om at jeg blev anholdt på Anholt.

Jeg var taget til Anholt for at se sælerne i december 1981 tror jeg det var. Jeg tog ud på spidsen af nord Anholt, og gik gennem den stenede  ørken, som er meget flad og gold.

Der var for langt at gå hjem til byen Anholt den samme dag, da der er ca. 8 km. og ingen mennesker. Kun det frådende hav ude ved kysten på begge sider af øen, hvor der også er de skønneste gryder i sandet med marehalm. Et godt sted at lægge sig på en sommerdag hvor man er på ferie på øen. For den er et besøg værd.

Så jeg ringede til Jesper, hvor socialformanden havde placeret mig, da jeg lod som om at jeg var flyttet til Anholt fordi jeg ikke havde flere penge, og når man boede på Anholt så kan man sejle gratis med færgen til Grenå. (jeg skulle jo også hjem på et tidspunkt)

Jeg talte med Jespers kone for at berolige dem om, at der ikke var sket mig noget. Der er en mønttelefon på Fyrgården, og der lå en 25 øre ved telefonen.

Jeg brød en dør op til et rum - døren var kun sømmet fast med et par søm og førte ind i et stort rum, hvor jeg kunne sove. Et rum på Fyrgården hvor ornitologer overnatter med tæpper og brændeovn.

Om morgenen fandt jeg lidt havregryn, som jeg lavede havregrød af. Efter morgenmaden gik jeg ud mod sælerne for at se dem, det var jo det, der var mit formål med at være på øen.

Lige pludselig  kommer søværnets Landrover med 2 betjente fra Grenå, en chauffør og Anholts sognefoged.

De siger at jeg skal følge med ellers er jeg anholdt - jeg bliver anholdt på Anholt. Vi kører så i Landroveren til flyvepladsen på Anholt og flyver til Tirstrup (jeg elsker at flyve i små fly)

Derfra kører vi til politistationen i Grenå, hvor jeg skal afhøres. Der går en rum tid - og så siger politibetjenten ”NÅ du har ikke gjort noget ulovligt, så kan du komme hjem til Roskilde” Ja sikke en historie fordi man vil se nogle sæler på Anholt. Finito.