”Det Sociale Akuttilbud” er etableret og organiseret i forlængelse af socialpsykiatrien i Skive Kommune. Tilbuddet henvender sig til alle borgere i Skive kommune over 18 år, med psykiske vanskeligheder, lidelser og udfordringer, som oplever et pludseligt opstået behov for akut psykisk krisehjælp. Personalet har mange års erfaring i socialpsykiatrien og er alle rustet til at tage imod og samtale med borgere i svære og kritiske livssituationer.

VI TILBYDER DØGNET RUNDT, ÅRET RUNDT:

1: Krisesamtale

Samtale via telefon og/eller ved personlig henvendelse i akuttilbuddet. Her skaber vi sammen ro og overblik over situationen.

2: Kriseplan

Muligheden for et samarbejde mellem borger og akuttilbud, hvor der udarbejdes en 0-14 dages plan for håndtering af krisen. Dette er en plan, som beskriver krisens karakter samt den kommende periodes mål, aftaler, handlinger eller tiltag. Der etableres kontakt og samarbejde med netværk, behandlingstilbud eller andre aktører, alt efter behov.

3: Overnatning i op til 3 døgn

Kortvarig overnatningsmulighed, hvis borgeren er angst, depressiv eller på anden måde ikke er i stand til at være i eget hjem og har brug for denne ekstra støtte for at genvinde muligheden for at kunne klare sig selv.

4. Hjælp til at komme videre

Akutilbuddet er altid behjælpelig med at undersøge muligheden for andre tilbud i kommunen, behandling eller andet, som kunne være relevant for den enkelte. Tilbuddets overordnede mål er at yde tid til menneskeligt nærvær, støtte og omsorg, når et menneske er i en akut psykisk krise, hvor behovet ikke er psykiatrisk behandling, men hjælp til at mestre og overkomme krisen, således at det bliver muligt at vende tilbage til hverdagen igen.

Tilbuddet er tilgængeligt for alle borgere over 18 år og kræver ingen henvisning fra egen læge, sagsbehandler eller andre. Det er muligt at være anonym, hvis dette ønskes, men vi spørger altid til et CPR nummer til forskning og evalueringsbrug. Det er vigtigt at vi får viden om tilbuddets anvendelse samt borgernes behov, da vi om 2 ½ år skal evaluere, hvorvidt vi kan stadfæstes som et permanent tilbud i kommunen.

Det er gratis at benytte tilbuddet. Akuttilbuddets telefonnummer: 20 51 80 25, vores hjemmeside www.akuttilbudskive.dk