PeerNetværket Danmark hedder et nyt og landsdækkende netværk for de mennesker, som bruger deres egne erfaringskompetencer til at støtte andre mennesker med psykiske vanskeligheder. LAP har været med til at etablere netværket sammen med en række andre frivillige organisationer. Projektet er etableret med støtte fra satspuljen og arbejder tæt sammen med andre relaterede satspuljeprojekter, der skal afprøve effekten af peer-støtter i kommuner og regioner frem til 2018.
HVAD ER EN PEER?
”Peer” er det engelske ord for ”ligesindet”. I denne sammenhæng er en ”Peer-støtte” én, der bruger sin erfarede viden omkring psykiske vanskeligheder i sit arbejde med at støtte andre mennesker, der gennem- lever noget, der ligner det, peer-støtte medarbejderen selv har gennemlevet.
PeerNetværket Danmark tilbyder at facilitere netværksgrupper rundt omkring i landet for mennesker, der har personlige erfaringer med psykiske vanskeligheder og recovery, og som arbejder enten frivilligt eller lønnet med at støtte andre mennesker i deres recovery-proces.
HVAD SIGER FORSKNINGEN?
Der er videnskabeligt belæg for, at mennesker, der har gennemlevet psykiske vanskeligheder og recovery-processer, kan udgøre en unik og virksom ressource for andre med psykiske lidelser. De er nemlig rollemodeller, som bidrager med håb, empati og viden om mestringsstrategier. Den dobbelte gevinst er, at peer-støtterne med deres indsats også hjælper sig selv. Fælles for alle medarbejdere med erfaringskompetencer er, at man oftest er den eneste af sin type på sin arbejdsplads. Det kan godt være svært. Der er også stor usikkerhed hos arbejdsgiverne over for denne nye type medarbejdere.
HVAD VIL VI?
Netværket vil derfor hjælpe både med at danne lokale faggrupper, hvor peer-støtter kan give hinanden kollegial sparring, afholde lande- og landsdelstræf samt tilbyde telefonisk rådgivning og sparring. Endvidere vil netværket tilbyde rådgivning og foredrag til organisationer og virksomheder, som ønsker at ansætte Peers. PeerNetværket vil arbejde for at synliggøre værdien af peer-støtters erfaringskompetencer samt udbrede brugen af peer-støtte i Danmark.
HVEM ER VI?
Teamet i Peer Netværket Danmark består p.t. af en projektleder Christian Solholt, som også er landskoordinator samt en projektkonsulent Petrine Severin. Petrine har meget stor erfaring inden for området, og har også brugererfaringer, som hun anvender som en kompetence til at støtte andre i deres recovery proces.
Der kan læses mere om projektet og medarbejderne på Peer Netværkets hjemmeside: Læs mere på www.peernet.dk