Sidst i oktober plejer Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering at holde konference i Vejle, også i år. Selskabet, eller foreningen som alle kan melde sig ind i, sætter fokus på de sindslidendes verden. Lige som så mange andre, er målet at forbedre psykisk sårbares levevilkår i Danmark. Det hele (både foreningen og arrangementet) har helt klart sigte på personale-gruppen indenfor socialpsykiatrien. Ergo de skal tage guldkornene til sig, og implementere dem i deres daglige arbejde med gruppen. Der var rigtig mange, der kendte hinanden i forvejen, både fra deres egen kommune, samt tidligere konferencer. Som én udtrykte det: ”Velkommen til fætter-kusine-festen”. De fleste havde fået deres arbejdslads til at betale de over 3000 kr., de to dage kostede; for det fik man dejlig frokost, festmiddag med dans til levende musik, overnatning på hotel, morgenmad samt kaffe og kage i pauserne.

Titlen på konferencen i år var: Recovery - et stærkt paradigme eller et udvandet begreb?

Ved hjælp af mange foredrag prøvede man at svare på det store, men også svære spørgsmål. Generelt havde folk meget svært ved at sige noget negativt om det famøse ord, recovery. Nogle slog nærmest knuder på sig selv, som man siger. På den ene side ville de ikke kritisere ordet, som jo er positivt, på den anden side, er det svært at sige noget nyt og godt om et ord, der er så diffust, og tilmed har været i det danske sprog i over 10 år. Konklusionen på det hele var, at det er gammel vin på nye flasker, men en god vin.

TV-læge Peter Qvortrup Geisling, var ordstyrer. Han sagde bl.a., at de forskellige psykiatribruger foreninger (altså også LAP) skulle passe på ikke at side nede i en kælder, samt bekræfte hinanden i hvor godt det er, det vi laver. Det han efterlyste var, at det skulle ud over rampen, frem i lyset. Andre skal også kunne se det geniale i det; ikke kun én selv og ens venner og bekendte.

Foredragsholderne kom både fra New Zealand og Norge samt selvfølgelig fra Danmark. Nogle fortalte, at de med stor succes havde lavet en højskole for sindslidende, nu arbejdede de for, at den kunne få økonomisk støtte permanent. Generelt lå fokus hele tiden på, hvad samfundet og andre kunne gøre, der var ingen, der nævnte, hvad den sindslidende selv kunne gøre, for at blive recoveret. For følsomt et emne, det er nemmere at lægge fokus på det udenom. Hvor godt de gør det. Så undgår man at lægge et ”pres” på de psykisk sårbare. Det vil man nemt kunne føle, hvis det kom frem, at man skal gøre det og det, for at blive recoveret.